Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Vaccine

Dato: 12. januar 2021

Flere medlemsorganisationer har været i kontakt med myndigheder, kontaktet os eller kommunikeret i offentligheden med spørgsmål til vaccinationsstrategien. Vi har været i dialog med Sundhedsministeriet m.fl. om afklaring af prioritering og visitation i vaccineprogrammet. Vi forventer, at der i denne uge – altså senest fredag – kommer et notat med nogle lidt tydeligere meldinger på målgrupperne 4,5, 6 og 10 nedenfor og hvordan visitationen helt praktisk vil foregå med særlig fokus på socialområdet. Vi håber også på, at notatet vil sige noget om hvornår, men da det også afhænger af vaccineleverancer er det formentlig ikke muligt for myndighederne at melde noget her. Nedenstående er således en foreløbig melding på det vi ved nu:

Den prioriterede rækkefølge er:
Personer som bor i plejebolig mv.
Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp
Personer med alder ≥ 85 år
Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion
Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19
Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson
Personer med alder 80-84 år
Personer med alder 75-79 år
Personer med alder 65-74 år
Personer med alder under 65 år som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19
Personale der varetager øvrige samfundskritiske funktioner
Øvrige befolkning, fx segmenteret efter alder.

Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens brev til regioner og almen praksis i julen, er vaccinationsindsatsen i forhold til gruppe 5 centraliseret og målrettet i første omgang. Udgangspunktet er, at personer med særligt øget risiko visiteres til vaccination af sygehuslægen, da langt hovedparten af patientgrupper i særligt risiko vil være i et sygehusforløb. I takt med, at de første prioriterede målgrupper er blevet vaccineret, og vaccineforsyningerne til Danmark stiger, decentraliseres indsatsen. Det betyder, at praktiserende læger senere vil kunne visitere til vaccination. Læs mere om dette i Sundhedsstyrelsens brev af 26. december 2020

Badges om fritagelse for mundbind badges
I morgen torsdag den 7. januar lancerer Sundhedsstyrelsen det længe ventede badges, der skal vise at man har en sygdom eller tilstand, der gør, at man er fritaget fra kravet om at bruge mundbind eller visir. Forhåbentlig har alle medlemsorganisationer, der har bestilt badges modtaget disse.

Nødbekendtgørelse på socialområdet
Ny nødbekendtgørelse trådte i kraft juleaftensdag og gælder frem til den 1. marts. Med nødbekendtgørelsen for socialområdet gælder, at det sociale område fortsat betragtes som en kritisk funktion, der som udgangspunkt så vidt muligt skal opretholdes. Nødbekendtgørelsen er en genudstedelse af den samme nødbekendtgørelse, som var gældende i foråret og som blev ophævet i juni. Reglerne i bekendtgørelsen skal være med til at sikre, at der kan foretages en helt nødvendig prioritering af opgaver, herunder blandt andet i forhold til behandling af sager og levering af ydelser efter lov om social service samt allokering af behandlings- og personalemæssige ressourcer. Reglerne skal også være med til at sikre bedre muligheder for at forebygge og inddæmme smitte med COVID-19.

Med nødbekendtgørelsen bliver det muligt, at det offentliges forpligtelser og privates rettigheder som følge af serviceloven kan fraviges i følgende tilfælde:

1. Fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af COVID-19 her i landet.

2. Fravigelse er påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme udbredelsen af COVID-19 her i landet, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.

3. Opfyldelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af COVID-19 her i landet.

Der skal i tilfælde af fravigelse af serviceloven altid være tale om en konkret og individuel vurdering, og der skal vurderes, om der er behov for en alternativ ydelse. Der må ikke træffes generelle beslutninger om fx at lukke sociale tilbud eller ledsagerordninger i en kommune. Der er også visse ydelser, der ikke kan fraviges. Det gælder fx underretninger om børn og unge, sager om ophold på botilbud, indgreb i selvbestemmelsesretten mv.

I kan læse mere i det vedhæftede orienteringsbrev samt selve nødbekendtgørelse.

Åbn orienteringsbrev som pdf
Åbn nødbekendtgørelse som pdf

Vi vil samtidig bede jer om at orientere os, hvis I oplever, at der er kommuner eller tilbud, der træffer generelle beslutninger om nedlukninger eller på anden vis ikke overholder nødbekendtgørelsen.

De nye restriktioner med bl.a. forsamlingsforbud på max fem personer gælder ikke for dagligdagsaktiviteter på sociale tilbud. De gælder derimod for arrangementer og udflugter. Samtidig skal de sundhedsfaglige retningslinjer fortsat så vidt muligt overholdes, herunder de nye afstandskrav på to meter.

I kan læse mere på Social- og indenrigsministeriets Q&A

Bh. Katrine