EOA kongres i Krakow, Polen fra den 7. maj til den 11. maj 2

Hvert tredje år afholdes EOA kongres (European Ostomy Association). Den 14. EOA kongres blev i år afholdt i Krakow. Polen, og den polske stomiforening Polilco fejrede samtidig sit 25 års jubilæum.
Danmark deltog med ungdommen repræsenteret af Ida Ingblom, Katrine Nielsen og Lasse Bønnerup og ”to voksne”, Gisela Schjøtt samt Henning Granslev.
Hotellet, der var valgt til overnatning for kongressens deltagere, var et pænt og rent mellemklasses hotel med en perfekt beliggen¬hed – kun 10 min. gang til byens centrum med en stor markeds¬plads i midten, og omgivet af nogle smukke gamle bygninger. Der var indcheckning fra onsdag den 7. maj. De der ankom tidligere havde for egen regning mulighed for at se på byen.
Vejret var smukt sommerligt med sol fra en skyfri himmel og omkring 23 grader. Krakow er en smuk gammel kulturby og be¬stemt et besøg værd. Indcheckningen sluttede kl. 1900, hvor efter der var arrangeret velkomstmiddag på hotellet.
COPA havde inviteret 4 personer fra vores venskabsby Odes¬sa. Det var de to unge mænd Olexander og Alexander samt to kvinder hvor den ene, Alexandra, er deres formand.
Gensynsglæden var stor og Henning og jeg sad naturligvis sammen med dem under middagen.
Under middagen holdt vores venner fra Ukraine en meget flot og rørende tale til COPA med en varm tak fra de stomiopererede i Odessa.
Om morgenen den 8. maj mødtes vi alle kl. 08.30 i hotellets lobby. Herfra gik vi i samlet flok til det medicinske fakultet på Nowodworski Collegiet, der lå et kvarters gang fra hotellet. Her skulle dagens program afvikles. EOA præsident Ria Smeijers
åbnede officielt kongressen, og hun nævnede bl.a. at EOA har 42 nationer som medlemmer. Organisationens formål er at yde hjælp til stomiopererede og at hjælpe med at etablere stomiforeninger i de lande, der ikke har en stomiforening. EOA holder øje med de europæiske landes behandling af stomiopererede og prøver at påvirke beslutningstagerne i positiv retning. Målet er et normalt liv for alle stomiopererede i Europa og i andre dele af verden.
Præsidenten for den polske stomilægeklub fortalte, hvor vigtigt det er, at være en del af det europæiske samarbejde og det nære samarbejde med Polilco. Efter de obligatoriske taler blev der vist en præsentations power-point om den polske stomiorganisation. Organisationen har 20 lokalforeninger, og der er ca. 40.000 stomiopererede i Polen.
Polilco har kun ca. 1500 medlemmer, det er kun 4%. Vi spurgte senere et medlem fra Pollico, hvorfor der ikke er flere
stomiopererde, der ønsker at være medlem i deres forening.
Begrundelse kan være, at borgere i de tidligere øst¬lande, ikke vil registreres som medlem i mange forskel¬lige foreninger. De tænker tilbage på tiden bag Jerntæp¬pet, da myndighederne havde kendskab til præcist, hvor borgeren var medlemmer.
Dagen forløb med mange indlæg fra læger og sygeplejersker, og man kunne forstå, at alle slås med nogenlunde de samme problemer, som vi har.
Der var bl.a. et oplæg om screening for tarmkræft. I Danmark har det hidtil været svært at få mænd til at indsende en prøve af deres afføring. Kun omkring ca. 5% har benyttet sig af tilbuddet. I Polen er det ca. 10%, der indsender en prøve.
Når man tænker på alle de artikler og debatter, der har været i mange lande om, hvor stor en del af mænd, der kan/vil få tarmkræft, har det ikke været en succes med tilbuddet om screening for tarmkræft. Måske skal der i Europa tænkes helt anderledes, hvorledes man får fat i mænd, der vil deltage aktivt i tilbuddet!.
En læge havde læst en lægeartikel, at i Canada var der 25% af mændene, der tog imod tilbuddet. Hvorfor denne forskel?? I Canada sendes der brev fra det offentlige til kvinderne med information om begrundelsen med tilbuddet om screening for tarmkræft. Kvinderne giver ikke deres mænd fred, før prøven er sendt til undersøgelse.
Tilbuddet er hermed givet videre – kære mænd – gå på toilet og tag så den prøve.
Næste morgen den 9. maj skulle vi igen samles i lobbyen. Denne dag skulle mødet holdes på et andet og meget moderne univer¬sitet. Det lå også i gåafstand fra hotellet, blot i den modsatte retning. På universitetet var der udstillinger fra de forskellige producenter. Det slog os, at ingen af de tilstedeværende firmaer fremviste irrigationsprodukter. Efter forespørgsel viste det sig, at lægerne i Polen ikke er interesserede i at oplære de kolostomio¬pererede i irrigationsmetoden. I formiddagens program fortalte to svenske sygeplejersker om deres projekt med at skrive en kogebog for stomiopererede. De havde taget nogle eksemplarer med, som vi kunne se. En ung kvinde fra Norge – Ingrid Anette Hoff Melkersen – fremviste en video over sit liv fra hun begyndte at få maveproblemer, og til hun endte med en stomi. Hun var 15 år, da hun fik konstateret Crohn, og op til 2009 havde hun været igennem 39 operationer, og i 2011 lå hun på hospitalet i 9 måneder. Det var en gribende og rørende fortælling. Vi har jo alle en historie at fortælle med hensyn til at vores sygdom resulterede i en stomi. Mange kommer heldigvis lettere igennem forløbet end Ingrid.
De 19 unge deltagere holdt deres 20/40 møde for sig selv om eftermiddagen. De så også Ingrids film.
Lørdag den 10. maj blev mødet igen holdt på konferencecentret på det medicinske Jagiellomian fakultet. Der skulle bl.a. vælges værtsland for næste EOA kongres. Hol¬land meldte sig som kandidat til afholdelse af den kongressen i 2017. De fejrer samme år deres 50 års jubilæum. Da der ikke var andre kandidater, blev det besluttet, at kongressen næste gang holdes i Holland.
Vi kom hurtigere end forventet gennem dagens program, så der blev tid til lidt sigtseeing før næste programpunkt – en udflugt.
Om eftermiddagen var der arrangeret en udflugt til de gamle saltminer i byen Wielliczka. Efter ca. en halv times kørsel i bus nåede vi derud. Det var et utroligt spændende sted. For at komme ned til minen skulle man gå på mange trapper – i alt 380 trin. Men det var ikke alt. Vi skulle stadig gå på trapper flere steder for at komme fra det ene minekammer til andre. Der var 23 kamre fordelt på 3 niveauer i dybder fra 64 m til 135 m under jorden. Ud af saltet var der hugget de mest fantastiske skulpturer. På grund af minedriften var der også flere søer. Det mest impone¬rende var et meget stort kirkerum med relieffer og statuer hugget ud i salt. Selv lysekronernes prismer var lavet af salt. Det var et meget smukt og betagende kirkerum. Kirken bruges stadig, især til bryllupper.
Der var arrangeret afskedsmiddag i en restaurant, der var bygget i et af saltkamrene.
Efter rundtur og aftensmenu kom vi igen op til jordens over¬flade – denne gang dog i en elevator. Da vi var kommet tilbage til hotellet, var der flere der ville se på byen ved aftenstide. En del havde dog fået nok af trapper og lange gange, så de foretrak at blive på hotellet og hygge sig med socialt samvær m.m..
Søndag den 11. maj var der almindeligt opbrud. Det er altid vemodigt at skulle sige farvel til de mange venner – men om tre år er der mulighed for et glædeligt gensyn i Holland. n