Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Mad og luft i stomiposen

Dato: 20. marts 2024

Luft i stomiposen / ballooning – luft hober sig op i posen og den bliver synlig under tøjet.

I værste fald kan ballooning føre til lækage. 8 ud af 10 stomiopererede oplever ballooning, og 4 ud af 10 får forstyrret nattesøvnen af ballooning.

Ballooning kan ske med en kolostomi og lejlighedsvis med en ileostomi.

Luft i stomiposen kan opstå på grund af ‘tekniske problemer’ med posen (kulfilter vådt, tilstoppet, m.m.). Her kan vi få hjælp hos vores stomisygeplejerske, vores leverandør, vores COPA-rådgiver eller vi kan snakke om problemet på COPA-medlemsmøder.

Men luft i stomiposen kan også opstå på grund af mad og livsstil – af ganske de samme årsager som hos ikke stomister (hos ikke stomister hedder det jo som bekendt at prutte meget – mere end det normale som er 10-20 prutter dagligt).

Luft i maven er et naturligt fænomen, som alle mennesker oplever.
Luften opstår delvist fordi vi synker luft når vi spiser, men også fordi bakterier i vores tarmflora danner luft, når de nedbryder maden.

Hvis du har luft i stomiposen kan du:

  • i en periode undgå at spise mad, der giver luft i maven som fx kål, bønner, ærter, løg samt større mængder frugt og grøntsager.
  • Tygge maden grundigere.
  • Nedsætte forbruget af hårdt slik, tyggegummi, sodavand og andre kulsyreholdige drikke.
  • Motionere regelmæssigt, da fysisk aktivitet stimulerer tarmens bevægelser og produktionen af luft mindskes.
  • Har du svært ved at fordøje mælk, kan du også prøve at undgå store mængder mælk og mælkeprodukter.

Den individuelle stomiopererede må selv være opmærksom på, hvordan han eller hun reagerer på forskellige fødevarer i forskellige situationer, for eksempel under stress.

Hvis man har store problemer med sin stomi, bør man henvises til kostvejledning hos en klinisk diætist, der kan tilrettelægge en individuel kostplan.

Nogle fødevarer giver mere luft end andre – for eksempel kål, broccoli, porrer, løg og bælgfrugter, da de indeholder svovlholdige forbindelser.

Det kan reduceres ved, at man koger disse fødevarer og kasserer kogevandet.

Slik, der er sødet med sorbitol, danner også meget luft.

Drikkevarer som dansk vand, sodavand, øl, mousserende vin, der indeholder kulsyre, giver også meget luft.

Hvis man ryger, tygger tyggegummi, knaser bolsjer, slubrer varme supper, så sluger man en masse luft, der kun kan komme ud som opstød eller via stomien.

Fødevarer der kan give mere luft end andre

  • Kål
  • Bønner/linser/ bælgfrugter
  • Blomkål
  • Spirer
  • Krydret mad
  • Løg
  • Drikkevarer med brus
  • Tyggegummi

Løsninger

  • Undgå at tale og drikke, mens du spiser, og hold munden lukket, mens du tygger.
  • Undgå at drikke med sugerør.
  • Spis regelmæssigt og undgå lange mellemrum mellem måltiderne.
  • Lad sodavand bruse af.
  • Prøv at drikke pebermyntedrikke.
  • Spis levende mælkesyrebakterier.
  • Hold dig mobil

Kilder:
https://netdoktor.dk/stomi/mad.htm
https://netdoktor.dk/ordbog/luft_i_maven.htm
https://www.salts.co.uk/en-gb/your-stoma/living-with-a-stoma/dietary-nutritional-advice
https://www.coloplast.dk/Global/Denmark/Stomi/SI%20Maj%202017_hvad%20skal%20jeg%20g%C3%B8re%20n%C3%A5r%20der%20kommer%20 luft%20i%20stomiposen.pdf