Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Hvad er en stomi?

Skrevet af: COPA
Dato: 19. januar 2016

En stomi er en kunstig skabt åbning på kroppen. Stomi er ikke en sygdom, men resultatet af en kirurgisk behandling. Èn af årsagerne til at anlægge en stomi er f.eks. cancer i tyktarmen eller endetarmen. Man fjerner tarmen med cancer, og fører f.eks. tyktarmen ud gennem bugvæggen. En almindelig stomi placeres på bugvæggen i en af de to muskler der løber på hver sin side af navlen. Der er flere praktiske grunde til at stomien placeres netop der:

  • Stomien skal være let at pleje.
  • Stomien skal placeres så bevægelse ikke besværliggøres.

Ved en planlagt stomi vil stomisygeplejesken markere det optimale sted at placere din stomi. Hvis man ikke forud for operationen ved, om det bliver en kolo- eller ileostomi, vil man markere for begge typer stomier. Der bliver markeret udfra følgende kriterier:

  • Stomien må ikke sidde for tæt på navlen, lysken, hoftebenskammen eller ribbensbuen.
  • Stomien må heller ikke være for tæt på operationssnittet, gamle ar og hudfolder.
  • Ved at tage nogle stykker af det tøj du oftest anvender med, kan man også tage hensyn til dit bæltested, når man placerer din stomi.

Hvor mange har stomi i Danmark?

Der findes ingen officielle tal for hvor mange, der har en stomi i Danmark. Det skønnes, at der er cirka 10.000 personer med stomi i Danmark. På trods af dette er stomi stadig et tabu for mange mennesker.

 

Læs mere om de forskellige former for stomi under Stomityper.