Et COPA-medlem beretter fra Ho Chi Minh

Skrevet af: Flemming Johannesen
Dato: 19. januar 2016

Rejseforberedelser i Danmark og ankomst til Vietnam

Til et af vores fornøjelige arrangementer i COPA Storkøbenhavn havde vi inviteret Susanne Thane, Kirudan og vi kom til at tale om hudproblemer.

Vi aftalte en tid hos Kirudan, hvor Susanne sagde, det skal du gå til Per Herlufsen, Hvidovre Hospital med. Per tog mig med til Johs. Christensen, Hudklinikken på Hvidovre, som tog billeder osv. Nogen tid efter fik jeg en indkaldelse til Bispebjerg Hospital hvor Johs. Christensen også arbejder med hudproblemer. Jeg fik konstateret hudkræft (huden var jo bare lidt rød og det havde jeg levet med i mange, mange år). Johs. Christensen sagde, du kan få fotodynamisk behandling, og jeg fik 6 – 7 behandlinger, og huden begyndte at blive bedre. Men dagene efter behandlingen, hvor huden nærmest var brændt væk, var det et mareridt at få en plade til at sidde fast og det gjorde hulens ondt at tage en plade af.

Inden afslutningen af disse behandlinger blev jeg tilbudt et job i Vietnam af mit firma som speditør. Jeg sagde ja tak til jobbet og så begyndte jeg at få fistler, helt sikkert fordi der var meget at tænke på. Jeg tog på afd. 733 Gentofte Hospital, hvor de konstaterede, at den ikke var så dyb, men de syntes at jeg skulle komme igen.

Nu begynder tiden at nærme sig, hvor jeg skal af sted. Huset bliver solgt, der bliver pakker 2 containere, og der er mange, mange ting at tage stilling til – skattefar f.eks.

Men selvfølgelig også min fistel og min hudkræft. Både lægen på Gentofte Hospital ( som jeg desværre ikke kan huske navnet på ) og Johs. Christensen sagde tag du blot af sted til Vietnam, og inden afrejse fik jeg begges mail adr., hvis der skulle opstå problemer.

Der er nogle som brokker sig over det danske hospitalsvæsen, og jeg har da også selv oplevet nogle “sjove” episoder; men den støtte de 2 læger gav mig, syntes jeg var enestående. Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at sige tak til dem. Per Herlufsen – som satte mig i gang – har aldrig fået historien om fotodynamisk behandling på Bispebjerg. Så en venlig tanke til dig også. Og: Susanne er jo bare en herlig pige.

Hvordan er hverdagen så i Ho Chi Minh? – meget, meget anderledes end i Ballerup. Jeg ankom d. 1.5.06 fra 7°C til 37°C, det skulle kroppen lige vænne sig til, og der blev drukket meget og spist en del salttabletter.

Kontoret starter op og mine nye kollegaer kommer d. 3.5.06, da de fejrer 1.maj og svinger de røde faner 2 dage. De nye kollegaer havde jeg hyret via mails hjemmefra, og så stemt af med nogle tidligere kollegaer i Ho Chi Minh.

Da jeg havde været i HCM i 10 dage, begik jeg den første fejl; jeg gik på en restaurant med masser af mennesker, dvs. der er flow i maden, men jeg spiste deres grøntsager som var skyllet i det lokale vand. Det kunne maven ikke lide og jeg blev syg, det løb lige igennem mig, og om natten sortnede det for mig, da jeg gik på toilettet.

Tidligt næste morgen ringede jeg til en kollega og sagde, at jeg måtte en tur på hospitalet og have drop. Jeg ankom til SOS hospital ligbleg og jeg behøvede ikke at sige så meget, de vidste besked. Efter 4 timers opfyldning af diverse væsker blev der serveret suppe, og de spurgte interesseret til min stomi.

Til frokost mødte min besætning fra kontoret op på hospitalet, og gjorde selvfølgelig store øjne, da jeg viste dem min stomi, og hvad nu, kan ham den lange dansker nu klare det hele, når han allerede er syg efter 10 dage.

På plads i Vietnam

Jeg har ikke haft flere uheld siden, og min fistel er væk, jeg tager “GSE intern helse 04” som indvortes og udvortes brug, og huden rundt om stomien er faktisk pænere end den har været i mange år.

Efter 14 dage ankommer min container med mine møbler og andet bohave, så begynder problemerne. Den lokale speditør som skulle varetage fortoldningen beder om det ene efter det andet papir, som alt sammen skal legaliseres i Danmark og sendes hertil. I mellemtiden ankommer min luftfragt forsendelse uden problemer med en stor luftmadras, og mit stereoanlæg, og jeg flytter fra hotellet ind i min luxuslejlighed som mit firmaet Scan Logistics har lejet.

Da jeg har boet 2 uger på “gulvet” syntes jeg det kan være nok, og jeg tager til den lokale speditør og beder om alle papirer og tager direkte til toldvæsenet. Alle fraråder det også mine kollegaer, man kan ikke sådan bare tage til toldvæsenet. Men da jeg tidligere er blevet introduceret for en pige som arbejder for toldvæsenet, opsøger jeg hende. Hun får lidt småpenge og nu sker der noget, vi tager direkte ud i havnen for at besigtige mine møbler osv. (jeg har hørt mange historier om at tolderne gerne vil have en lille ting fra mit personlige bohave) men tolderpigen sagde et eller andet, og vupti så var den container fortoldet, de gad dårligt kigge ind i containeren. Næste aften blev containeren tømt og båret på 6. sal. Kl. 03.00 om natten var vi færdige og godt trætte, men alle mine møbler stod nu i lejligheden.

Vietnam er nr. 107 på listen over de lande, hvor der er mest bestikkelse, og det er et problem for landets udvikling. For ni uger siden blev vi medlem af WTO, og mange udenlandske firmaer begynder at tænke på at etablere sig i Vietnam. Dog er der et problem, man kan ikke lave budget over hvor meget bestikkelse, man skal bruge for at komme i gang. Så det må vi håbe regeringen begynder at tage fat på.

Ellers er landet omkring den 10. breddegrad et fantastisk land, og jeg kan varmt anbefale, at man tager på ferie her. Vietnameserne er et meget behageligt folkefærd og vil gerne tale med en, desværre taler de ikke så godt engelsk, og jeg har da også oplevet nogle sjove episoder. Forleden dag spurgte nogle taxichauffører (disse kører bare på motorcykel) – om jeg skulle have et lift, og hvor jeg kom fra; og da de ikke kunne finde på mere at spørge mig om, sagde den ene “oh, how long are you?”

Vietnam er jo et kommunistisk land og ca. 95 % er buddhister – alligevel er de meget pengefikseret. En dag korte vi forbi et stort begravelsesoptog og min chauffør sagde, han har været rig. Når jeg er i selskab, kan de godt finde på at spørge, hvor mange penge har du, hertil plejer jeg bare at svare en million. For hvis det er 1 million VND (DKK 4000) er det ikke så meget, men er det 1 million USD er det jo rigtigt meget.

Der er mange gadehandlere, og når jeg går til frokost hilser jeg på en smuk dame på ca. 70 år og med 3 tænder i munden, og hvis jeg glemmer at hilse, råber hun ‘chao ban’ efter mig (‘hej min ven’). Hun har en butik hvor hun sælger kaffe og pressede appelsiner. I går så hun lidt mut ud og der var ingen kunder; jeg spurgte hende hvor alle hendes kunder var hende, og hun forklarede at politiet havde jaget dem væk, da disse små gadehandlende skæmmer gadebilledet, mener man.

Da jeg gik tilbage fra frokost købte jeg 4 appelsiner, og gav hende VND 100.000 (DKK 40,00) stort set det samme, som hun tjener på en dag.

Tænk at man kan gøre et andet menneske så glad for DKK 40,00. Jeg ved godt at man ikke kan redde verden, men jeg har f.eks. haft sponsorbørn siden 1975 via Børnefonden, og uddannet mange børn – så lidt kan man gøre.

I Ho Chi Minh er trafikken et kapitel for sig selv, der er ca. 3 – 4 millioner motorcykler, en mellemting mellem en knallert og en motorcykel, og måske 500.000 biler.

Der er totalt kaos i trafikken, da der ikke en nogle vigepligter, man kører efter indfletningspligter, og det er ikke ualmindeligt at en bil kører over 100 meter i den forkerte retning, indtil der er plads i den rigtige retning.

I gennemsnit dør der 9 i trafikken hver dag, for kun ca. 1 ud af 100 kører med styrthjælm, da det er “for varmt”.

Trafikpropper er et stort problem, og langsomt bliver mellemklassens lønninger højere, og bilerne bliver billigere. Dvs. om ca. 2 år bryder trafikken sammen i Ho Chi Minh. Man er godt nok ved at udvide en hovedvej, men der er hverken tog eller højbane – kun busser.

Hvad spiser man så i HCM ? Der er en dansk restaurant Storm P., der er thai, vietnamesisk, KFC, kinesisk, tysk Jaegerschnitzel, ja man kan få alt. Og priserne er lave – et godt måltid mad med en sodavand til koster fra DKK 18,00 – 35,00, hvis man ikke går på Sheraton og spiser dagens buffet til DKK 155,00, som er det lækreste jeg har prøvet endnu.

Så har jeg fået ged, først fik vi grillet og kogt ged, det var OK. Herefter fik vi hot pot, som er masser af grøntsager op i en gryde, som står og småkoger på bordet. I denne hot pot kom så gedens hjerne og kønsdele og til dessert fik jeg blodkage fra geden, de sidste 2 ting bestiller jeg ikke igen.

Man kan bestille hund, men som jeg plejer at sige, jeg spiser ikke min bedste ven.
I aften skal vi så have slange, det skulle efter sigende smage rigtigt godt. Man kan også drikke blodet har jeg set.

I næste uge tager 3 af mine venner fra København og jeg et 5 stjernet tog fra HCM til Nha Trang, hvor der er hvide strande med palmer og flot blåt vand, lige hvad man har brug for en kold dag i marts.

Med disse linier vil jeg slutte min beretning om den smule af Vietnam jeg p.t. har set. Måske finder jeg på at skrive til jer igen om et år eller mere.

Artiklen kan også findes i COPA-blad 1+2/2007