Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

En urinprøve kan afsløre om man er rig eller fattig

Dato: 25. august 2020

Forskere fra Københavns Universitet har påvist, at fattige og riges kostvaner afsætter et konsekvent fingeraftryk i deres stofskifte, som kan spores i urinen. Urinprøver fra over 1300 mennesker på tværs af fem europæiske lande ligger til grund for undersøgelsen, som kan bruges til at forbedre menneskers ernæring og forudsige sygdomme.

Spiser du fuldkorn, grøntsager og mørk chokolade, tilhører du højest sandsynligt den mest velstående del af samfundet. Er din kost derimod proteinfattig, salt, fyldt med tilsætningsstoffer, tilhører du formentlig den fattigste del.

For første gang har forskere (fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet) fundet ud af, at rige og fattiges kost afsætter forskellige fingeraftryk i deres stofskifte og dermed også i urinen. Det viser en omfattende analyse af 2700 urinprøver fra 1300 personer fra fem europæiske lande.

-”Det mest slående er, at vi på tværs af køn, etnicitet og nationalitet kunne udskille dem, der tjener mere fra dem, der tjener mindre på baggrund af deres urin,” siger Alessia Trimigno, som er postdoc på Institut for fødevarevidenskab og hovedforfatter på studiet.

Et gyldent indblik i et menneskes helbred
Din urin ændrer sig prompte alt efter, hvad du spiser, og hvordan dit helbred er. Alle kropslige væsker indeholder tusinder af såkaldte metabolitter, som er restprodukter fra kroppens forbrænding. Men modsat fx blod, som er længere tid om at reagere på ændringer i kroppen, giver urin et ”real time” statusbillede af menneskekroppen.

Metabolitterne er sladrehanke, der fortæller en masse om et menneskets kostvaner, nuværende sundhedstilstand og anlæg for forskellige sygdomme.

I dag kender forskerne dog kun cirka en procent ud af de op imod en million forskellige metabolitter. -”Vi ved, at metabolitterne kan fortælle os mange flere ting om et menneskes helbred, end generne kan. Men vi behøver mere viden om, hvordan vi skal afkode de her metabolitter, og her er studiet et vigtigt skridt fremad,” siger lektor Bekzod Khakimov fra Institut for Fødevarevidenskab.

Udvikling af billig og nærende mad
Studiet er en del af et større europæisk forskningsprojekt, som fra dansk side er ledet af professor Søren Balling Engelsen. Projektet har kortlagt ernæringsmæssige mangler hos mennesker, der lever i fattigdom for at udvikle nye, billige fødevarer med det rette næringsindhold til netop denne gruppe.
Her har forskerne fra Danmark, som til dagligt beskæftiger sig med at hive brugbare informationer ud af store kemiske datasæt (kemometri), stået for at analysere urinprøverne fra Finland, Storbritannien, Italien, Serbien og Litauen. Det har de gjort ved hjælp af en ny metode, kaldet ’signature mapping’ (SigMa), som de har opfundet og fået gennemprøvet i projektet.

Det tværfaglige europæiske projekt CHANCE har I alt 17 partnere fra ni forskellige lande, herunder ti universiteter og fem virksomheder fra fødevaresektoren.

Forskere fra Københavns Universitet har påvist, at fattige og riges kostvaner afsætter et konsekvent fingeraftryk i deres stofskifte, som kan spores i urinen. Urinprøver fra over 1300 mennesker på tværs af fem europæiske lande ligger til grund for undersøgelsen, som kan bruges til at forbedre menneskers ernæring og forudsige sygdomme.

CORDIS: Low cost technologies and traditional ingredients for the production of affordable, nutritionally correct foods improving health in population groups at risk of poverty. CHANCE.
Project Start date 1 February 2011 End date 31 July 2014.
https://cordis.europa.eu/project/id/266331.

Fakta
Særligt stofferne citronsyre og hippursyre blev fundet i højere oncentrationer hos rige mennesker, sammenlignet med fattige. Lavt indhold af de to syrer i kroppen forbindes bl.a. med mangel på protein, frugt og grønt samt fuldkorn.

  • Litauen var det land i studiet, hvor den økonomiske forskel var tydeligst at spore i urinprøverne.
  • Finland og Storbritannien havde de mest forskellige diæter fra hinanden.
  • 2732 urinprøver fra 1391 personer fra fem europæiske landet er anvendt i studiet.
  • Definitionen af rig og fattig er lavet ud fra data om indtægt fra EUROSTAT