Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Bør alle spise kost med lavt glutenniveau?

Dato: 20. januar 2019

Når raske voksne spiser mad med et mindre indhold af gluten, oplever de større velvære og mindre oppustethed. Forskere ved Københavns Universitet har vist, at det skyldes ændringer i  tarmbakteriernes sammensætning og funktion. Mad med mindre gluten fører også til et mindre vægttab. Ifølge forskernes analyser skyldes  ændringer både i tarmbakterier, tarmfunktion og vægt ikke gluten i sig selv men snarere ændringer i sammensætningen af kostfibre, når man udskifter kostfibre fra hvede, rug og byg med fibre fra andre kornsorter og grøntsager.

Et stigende antal raske mennesker vælger at spise mad med et mindre indhold af gluten, selvom de ikke er allergiske over for gluten. Den
tendens har givet anledning til en offentlig debat om, en glutenreduceret
kost overhovedet er fornuftig at spise for mennesker uden reel  glutenallergi, der kaldes cøliaki. Omkring 1% af befolkningen skønnes at  have cøliaki. Nu har forskere fra Københavns Universitet undersøgt netop
denne problemstilling.

I et behandlingsforsøg af raske, voksne danskere, der i dag offentliggøres
i det anerkendte tidsskrift Nature Communications, påviser et internationalt hold af 52 forskere, at en glutenreduceret kost med samme
mængde kostfibre som i almindelig mad, men hvor kostfibrene ikke stammer fra hvede, rug og byg ændrer tarmbakteriernes  sammensætning og funktion, mindsker luftudvikling i tarmene og fornemmelse af oppustethed. Den glutenfattige kost forårsagede også et mindre vægttab. – “Vi viser, at sammenlignet med en gluten- og fiberrig kost medfører en glutenreduceret, fiberrig kost ændringer af det komplekse tarmbakterieøkosystem, mindsker udåndingen af hydrogen og afhjælper selvrapporteret oppustethed. Mad med et mindre glutenindhold  forårsagede også et gennemsnitligt vægttab på 0.8 kg over 8 uger,  sandsynligvis på grund af at overskudskalorier blev til varme i stedet for at blive deponeret som fedt,” forklarer professor og projektleder Oluf Borbye Pedersen.

En ændring i sammensætningen af kostfibre synes at være årsagen Forskerne foretog ved lodtrækning et overkrydsningsforsøg med
60 midaldrende danskere med to otte-ugers interventioner, hvor  man sammenlignede en glutenreduceret kost (2 g gluten pr. dag) og en kost
med høj glutenindhold (18 g gluten pr. dag), adskilt af en  udvaskningsperiode på mindst seks uger på sædvanlig kost med 12 g gluten pr. dag. De to kosttyper var nøje afstemt for så vidt angår kalorier og  næringsstoffer, herunder samme mængde kostfibre. Imidlertid var  sammensætningen af fibrene markant forskellig på de to kosttyper.

Kostfibre kan ikke fordøjes af menneskets egne enzymer i tarmen, men de fordøjes og omsættes til energigivende næringsstoffer og en række andre vigtige molekyler af tarmbakterierne, som har de nødvendige  fordøjelsesenzymer.

På baggrund af ændringer i de tarmbakterier, der fordøjer forskellige slags kostfibre konkluderer forskerne, at virkningerne af en glutenreduceret kost hos raske mennesker ikke primært skyldes mindre gluten i maden, men  snarere en ændring i sammensætningen af kostfibre. Almindelig mad  indeholder overvejende kostfibre fra hvedebrød og rugbrød hvorimod den samme mængde kostfibre i den glutenreducerede mad kom fra blandt andet havre, ris, majs, rodfrugter og grøntsager.

Et klart signal til bagerier og fødevareindustri “Flere længerevarende  undersøgelser er absolut nødvendige, før det overhovedet kan overvejes at ændre kostanbefalinger til befolkningen i almindelighed, især fordi vi  finder, at betydningsfulde ændringer i sammensætningen af kostfibre – og ikke så meget den nedsatte mængde gluten i sig selv – er den primære årsag til mindre udvikling af tarmluft og oppustedhed og det lille vægttab”, siger Oluf Borbye Pedersen. Og han fortsætter – ” Et stigende antal mennesker,  både raske og mennesker med irritabel tyktarm, kronisk tarmbetændelse og andre kroniske sygdomme, foretrækker at spise mad med mindre  glutenindhold. Derfor er ’low-gluten’ kost ikke et modefænomen, men det er en kostform, der er kommet for at blive, som en del af den individuelle kostbølge. At spise mindre af den glutenholdig købemad, der udbydes i dag, er ikke ensbetydende med at du bliver sundere.

Udfordringen er, at udbuddet af glutenfrie madvarer er meget lille og den smule, der udbydes er med få undtagelser af en elendig kvalitet. De er
fattige på kostfibre og indeholder alt for meget sukker og usunde  fedtstoffer. Derfor er vores forskningsresultater en påmindelse og inspiration for fødevareindustrien og især til bagerne om at udvikle og markedsføre et langt større og sundere sortiment af glutenfrie og fiberrige brød, boller og andre fødevarer, hvor kostfibrene ikke stammer fra hvede,  rug og byg.”