At komme tilbage til livet med stomi
Skrevet af: fremtidenssundhed.dk
Dato: 19. oktober 2017
Stomi kræver tilvænning, og det gælder for alle. Sådan fortæller stomisygeplejerske Per Herlufsen fra Hvidovre Hospital, hvis fornemste opgave er at hjælpe folk tilbage til en almindelig tilværelse. Stomi har typisk ingen alder. Det kan være medfødt hos børn, og det kan ramme resten af livet. Det fortæller Per Herlufsen, der har arbejdet med stomi som specialeområde i mere end 25 år. “Nogle sygdomme er meget ungdommelige. Det er typisk unge voksne, der får inflammatoriske tarmsygdomme, hvor funktionen af tyktarmen ikke længere er til stede. Den optager ikke alt, den skal, og den bløder meget. En anden hyppig årsag til anlæggelsen af stomi er kræft. Det kan være akut som følge af en ulykke, men man kan også have været syg igennem lang tid. For flere er der et langt tilløb til at få lavet denne operation, og de oplever måske en gradvis forringelse af deres livskvalitet i den periode. Man er blevet mere og mere syg, og den medicin man har fået ikke rigtigt har hjulpet.”
En lettelse eller en byrde
Stomi er i bund og grund et resultat af en operation. På grund af sygdom eller ulykke har man været nødt til at føre et stykke tarm inde fra bughulen og ud på maveskindet. Stomibandager findes i forskellige varianter, men består hyppigst af en klæbedel og en pose. De to dele kan være adskilt eller svejset sammen. Poserne varierer i størrelse og udseende afhængigt af behovet, og typisk skal de udskiftes 1-3 gange i døgnet. Alt afhængigt af hvor mange gener man har haft inden operationen, vil stomi bliver oplevet som enten en lettelse eller en byrde. “Det er en stor ting, fordi det ændrer ens dagligdag, og ofte er det en lang proces henimod at kunne acceptere denne forandring i tilværelsen. Det er enormt vigtigt, at man oplever sammenhæng og mening i sin nye hverdag.”
Sammenhæng i hverdagen
I den sammenhæng har stomisygeplejerskerne en vigtig funktion i at støtte og rådgive patienterne, så de kan komme tilbage til livet. “Nogle af dem, der har været hårdt ramt, føler jo, at de nu får en kontrol over deres liv igen. De får livskvaliteten tilbage. Det er den proces, vi skal understøtte.” Det er som regel temaer som arbejde, sport, sex og rejser, der fylder meget for folk. Patienterne skal arbejde henimod at acceptere, at selv om hverdagen er forandret, kan man alligevel have et godt liv. For Per Herlufsen drejer sig om at skabe værdi i livet for den enkelte. “De her mennesker skal tilbage til deres daglige aktiviteter, men de må også acceptere, at de ser anderledes ud, for når de kigger ned af sig selv, sidder der en pose, som de har brug for at have på døgnet rundt. Lige meget om de går i bad, er i seng med kæresten, eller er ude og spille fodbold, vil den pose altid være der.”