Stomi og vandreture med tung rygsæk

Har man været glad for at vandre eller gå på ski med tung rygsæk og får stomi, har man et problem. Tunge rygsække – dvs. 10 – 15 kg og opefter – kan man ikke holde til at bære ret længe med skulderremmene. Derfor har rygsække til tung last et hoftebælte, som man spænder så stramt, at rygsækkens vægt bæres på hofterne, og der er lidt luft under skulderremmene. Så kan man gå i dagevis med 25 kg på ryggen, som jeg gjorde indtil jeg fik urostomi. Nu kan jeg heldigvis igen!
Problemet med stomi og en tung rygsæk er, at hoftebæltet, som jo skal spændes meget stramt, går hen over stomien. Men jeg og en god ven har opfundet et skjold, som friholder stomien. Det er ikke noget, vi har taget patent på. Vi producerer og sælger heller ikke noget, og bistår ikke med andet end denne beskrivelse. Men alle kan bruge vores metode og lave deres eget skjold.

Først søgte jeg på internettet efter en løsning, men uden held. Det bedste jeg kunne finde, var en hård “kop”, som der findes flere udgaver af, f.eks. Stomacare ProtectorMax fra Basko Healthcare. Den ”kop” er velegnet til at skåne stomien, f.eks. ved kontaktsport, og når man har våddragt på. Men den er uegnet til at fordele det store tryk på maven fra rygsækkens hofte-bælte. Så min ven og jeg fandt på at lave et skjold i glasfiber. Vi lavede efter øjemål en form i ler, som skulle ligne min mave. Den fik en forhøjning, der hvor stomi og stomipose sidder, og en kant til sikring af at hoftebæltet ikke glider op. Over den form lavede vi glasfiberskjoldet. Skjoldet bæres uden på tøjet, da skjold og bælte ellers ikke kan blive sammen. Man skal også justere skjoldet lidt en gang imellem. Med snor og karabinhage til rygsækken sikres skjoldet, så det ikke kan blæse væk, når man ikke har rygsækken på. Jeg prøvegik med rygsækken, og vi modificerede formen fire gange inden vi ramte et skjold, som kunne bruges uden at genere. Perfekt – jeg kunne vandre igen med tung rygsæk i mange dage. Se fotos.

Det siger sig selv, at skjoldet skal fremstilles individuelt, så det passer til brugerens krop. Glasfiberlægning kan man lære, det er lidt besværligt, men er man handyman, finder man ud af det. Ellers må man betale sig fra det. Man kan sikkert bruge andet formmateriale end ler, og i stedet for øjemål kan man måske få scannet sin maveoverflade til en computermodel, efter at man har lagt en passende forhøjning over stomien til at modsvare rummet i skjoldet.

Men jeg er gået videre, for jeg ville gerne være uafhængig af ler og af glasfiber, som min ven hjalp med, og have nemmere mulighed for at korrigere skjoldet, hvis jeg fik behov for det. Så jeg fik scannet mit glasfiberskjold til en computermodel med tanke på et 3D-printet skjold. Det viste sig dog i mit tilfælde, at det bedste var at 3D-printe en form og derefter vacuumforme et skjold i 2 mm. polycarbonat. Polycarbonat var den eneste plast, der var stærk nok. Det skjold er faktisk lidt bedre end glas-fiberskjoldet, fordi det er mere fleksibelt, så det selv former sig lidt over maven. Det hele kræver specialekspertise og kost-bart udstyr og software. Nogle 3D-printfirmaer har det hele. Det er ikke billigt – jeg måtte dybt ned i lommerne, men hvad gør man ikke for sin hobby?

På skitur (langrend) fungerer skjoldet ikke godt. Man bevæger overkroppen mere på ski end på vandring, så skjoldet forskub-ber sig hele tiden. Der bruger jeg i stedet en transportpulk, hvor trækket kan justeres, så det ligger over stomien.

Jeg håber, at denne beskrivelse kan være til hjælp for stomipatienter, som gerne vil på vandretur med tung rygsæk. Det kræ-ver tålmodighed og forsøg, men gevinsten er enorm, hvis man som jeg har svært ved at leve uden at vandre med tung ryg-sæk.
Venlig hilsen, Bjarne Nielsen