Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Ny undersøgelse: Mænd overser disse tre tegn på kræft

Dato: 12. juni 2019

En omfattende undersøgelse viser, at danske mænd overser tre tegn, der kan være symptomer på kræft. Det er stærkt bekymrende for mere end otte af ti kræftsygdomme opdages på baggrund af symptomer. I dag lancerer Kræftens Bekæmpelse en kampagne rettet mod mænd, så de bliver opmærksomme på ’De 7 tegn’, der kan være kræft.

Kræft koster i snit 22 danske mænd livet hver dag. 85 pct. af alle kræfttilfælde opdages ved henvendelse til egen læge med et symptom, men desværre overser mange mænd alvorlige symptomer på kræft. Det viser en ny, stor kortlægning af danskernes viden, holdning og adfærd i forbindelse med kræft, symptomer og lægesøgning.

Kræftens Bekæmpelse står bag kortlægningen, som over 2.000 mænd har deltaget i. Ifølge den kender mange danske mænd ikke alle tegn på kræft: 58 pct. svarer, at de ikke forbinder synkebesvær med kræft. 56 pct. ved ikke, at vedvarende hoste kan være et tegn på kræft, mens 46 pct. ikke ser ændret afføringsmønster som et symptom på kræft.

– Det er alvorligt, at så mange mænd ikke forbinder disse tegn med kræft, for så er der en stor risiko for, at de ikke kommer til lægen i tide. Jo hurtigere man kommer til lægen, desto større er sandsynligheden for, at man bliver helbredt for kræft. Så det er altafgørende, at flere mænd kender og reagerer på disse tegn, siger Janne Bigaard, der er overlæge hos Kræftens Bekæmpelse.

Sådan føles de tre tegn
Derfor lancerer Kræftens Bekæmpelse kampagnen De 7 tegn, der skal gøre danske mænd opmærksomme på de syv mest almindelige tegn, der kan være symptomer på kræft. De fire tegn, som danske mænd forbinder med kræft, er nye knuder eller hævelser, ændrede modermærker, uforklarligt vægttab og uforklarlig blødning.

De tre tegn, som mændene overser, kan minde om forbigående gener, som mange oplever ind imellem fx i forbindelse med en forkølelse eller halsbetændelse. Det kan derfor være svært at vide, præcis hvordan de tre tegn føles på egen krop, og hvornår man skal reagere på dem.

– Synkebesvær føles som om, at der sidder noget fast i halsen, eller det trykker bag brystbenet hver gang, man synker maden. Hoste, man ikke kan slippe af med eller, der ændrer sig og varer i mere end en måned. Det ændrede afføringsmønster kan betyde, at ens toiletvaner er anderledes, end de plejer med hård eller tynd mave, der veksler i løbet af en dag og varer ved i mere end to uger, forklarer Janne Bigaard.

Mere end 8.000 mænd dør af kræft hvert år, men hvis man genkender tegnene og kommer tidligt afsted til sin læge, kan det det betyde, at flere overlever. I undersøgelsen svarer kun 33 pct. af mændene, at de har et godt kendskab til symptomerne på kræft. Derfor er det vigtigt, at mange flere mænd bliver mere fortrolige med tegnene, så de kan genkende dem på egen krop og søge læge i tide.

– Tidsaspektet er vigtigt. Nogle tegn skal man reagere på, så snart man observerer det. Men for de tre tegn, som mange mænd ikke forbinder med kræft, gælder det, at symptomerne skal være vedvarende hen over to-fire uger. Er det tilfældet, skal man undersøges af sin læge, fortsætter Janne Bigaard.

Voksne børn skal få far til at genkende tegnene
For at gøre flere mænd opmærksomme på De 7 tegn på kræft giver Kræftens Bekæmpelse ordet til Danmarks voksne børn i en ny kampagne, der udrulles i dag. Her kan de voksne børn designe deres helt egen fars-dag-hilsen og deltage i konkurrencen om at få den vist på en reklameplads nær farens bopæl. Kortlægningen viser nemlig, at næsten ni ud af ti danske mænd ville føle sig godt tilpas med, at deres voksne børn opfordrer dem til at gå til lægen, hvis de lægger mærke til noget bekymrende eller noget, der er anderledes, end det plejer at være.

– Mænd lytter mere til deres børn end til Kræftens Bekæmpelse. Derfor har vi denne gang valgt en strategi, hvor vi træder et skridt tilbage og lader børnene komme med budskabet. Det er en ny måde at levere sundhedsbudskaber på, siger Helene Holm Burén, der er seniorprojektleder for De 7 tegn hos Kræftens Bekæmpelse.

Kampagnen starter i dag den 16. maj og løber frem til den 5. juni. Vinderne af konkurrencen om at få vist en personlig Fars Dag-hilsen på en reklameplads nær farens bopæl findes den 23. maj. Link til kampagnen: reddinfar.dk

Kontakt
Janne Bigaard, overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, tlf. 27 77 10 70
For oplysninger om undersøgelsen og kampagnen: Helene Holm Burén, seniorprojektleder, tlf. 41 19 15 56.

De 7 tegn på kræft – det skal du kontakte lægen med:

  • Længerevarende synkebesvær
  • Synkebesvær, der bliver værre
  • Følelsen af, at maden sidder fast i halsen
  • Svært ved at synke mad i mere end en måned
  • Smerter, når du spiser, der varer mere end en måned

Uforklarligt vægttab

  • Vægttab uden grund
  • Vægttab, selvom du ikke har ændret dine mad- eller motionsvaner
  • Fortsat vægttab efter en slankekur

Længerevarende hoste eller hæshed

  • Hoste, der bliver værre
  • Hoste med blodigt slim eller blodigt spyt
  • Hoste eller hæshed, i mere end en måned

Uforklarlig blødning

  • Blod i afføring, urin eller sæd
  • Blødning fra skeden efter overgangsalderen
  • Blødning fra skeden efter sex eller fysisk aktivitet
  • Blod i opkast eller hoster blod op

Ændrede modermærker eller sår, der ikke vil hele

  • Et modermærke, der ændrer størrelse, form eller farve
  • Et modermærke, der danner skorpe eller bløder
  • Et modermærke, der klør i længere tid eller føles anderledes
  • Et sår på huden eller i munden, der ikke heler inden for en måned

Ændret afføringsmønster

  • Blod i afføringen
  • Hård mave i mere end to uger
  • Tynd mave i mere end to uger
  • Skiftevis hård og tynd mave i mere end to uger
  • En følelse af ikke at blive helt færdig med toiletbesøget i mere end to uger

Knuder eller hævelser, der ændrer sig

  • En kendt knude, der, forandrer sig, vokser eller ændrer form
  • Nye knuder eller hævelser
  • Knuder eller hævelser, der er nye eller forandrer sig, og er i brystet, testiklerne, armhulen, lysken eller på halsen
  • Knuder eller hævelser, der er nye eller forandrer sig, andre steder på kroppen

Om undersøgelsen
Population: Repræsentativt udvalg af danskere over 18 år.
Dataindsamling: Undersøgelsen er gennemført af Epinion som en webbaseret undersøgelse på Norstats Onlinepanel.
Indsamlingen er foretaget fra den 28. februar til den 19. marts 2019. Stikprøvestørrelse og repræsentativitet: Der er foretaget 4.100 interviews i alt. Fordelingen af respondenter er repræsentativ i forhold til populationsfordelingen på køn, alder, uddannelse og region. 2.025 af respondenterne er mænd, og disse svar er benyttet i pressemeddelelsen.
Undersøgelsen er betalt og igangsat af Kræftens Bekæmpelse.

Dokumentation for anvendt data fra undersøgelsen – kun blandt mænd

Hvilke af disse symptomer forbinder du med kræft? Vælg gerne flere (n=2.025)

Synkebesvær i mere end en måned 42 %
Uventet vægttab 65 %
Hoste, der ikke går væk inden for en måned 44 %
Uforklarlig blødning 60 %
Modermærker, der ændrer sig 89 %
Ændret afføringsmønster 54 %
Knuder 83 %
Ingen af de nævnte 0 %
Ved ikke 3 %

Hvor enig eller uenige er du i følgende udsagn: “Jeg synes, at jeg har et godt kendskab til symptomer på kræft.” (n=2.025)

Meget enig 5 %
Enig 28 %
Hverken eller 43 %
Uenig 15 %
Meget uenig 6 %
Ved ikke 3 %
Total 100 %

I hvilken grad ville du føle sig tilpas med, at dine voksne børn opfordrede dig til at søge læge med symptomer, der kunne være tegn på alvorlig sygdom? (n=853)

I meget høj grad 44 %
I høj grad 43 %
I lav grad 6 %
I meget lav grad 2 %
Ved ikke 4 %
Total 100 %

Fakta om kræft

  • Hver tredje dansker får kræft, før de fylder 75 år
  • 19.495 mænd får hvert år kræft
  • 8.204 mænd dør hvert år af kræft. Ca. 22 mænd dør hver dag af kræft
  • 7.467 kvinder dør hvert år af kræft. Ca. 20 kvinder dør hver dag af kræft
  • 1-års overlevelsen for mænd er 79 %. 5-års overlevelsen for mænd er 60 %
  • De tre kræftformer fleste danske mænd dør af er lungekræft, tarmkræft og prostatakræft
  • De tre tegn, som mange mænd ikke forbinder med kræft, kan være symptomer på en række kræftformer, bl.a. lungekræft, tarmkræft og kræft i spiserøret og struben
    – Kilde: Nordcan fra 2012 – 2016

Fakta om indsatsen De 7 tegn

  • Med De 7 tegn vil Kræftens Bekæmpelse 1) øge danskeres kendskab til de syv mest almindelige tegn, der kan være symptomer på kræft og 2) få flere danskerne til at kontakte lægen tidligere, hvis de oplever et af tegnene
  • Baggrunden er, at tidligere opdagelse af kræft øger muligheden for at overleve og giver ofte mulighed for en mere skånsom behandling med færre senfølger
  • 85 pct. af kræfttilfælde findes ved henvendelse med symptomer til egen læge (kilde: Ugeskrift for læger, 2010:172(41):2827-2831)
  • De syv tegn er; vedvarende synkebesvær i mere end en måned, uforklarligt vægttab, langvarig hoste eller hæshed i mere end en måned, uforklarlig blødning, ændrede modermærker eller sår, der ikke vil hele, ændret afføringsmønster, knuder eller hævelser
  • Budskaberne om De 7 tegn på kræft skal udbredes til mænd over 50 år, da ikke alle genkender tegnene, og fordi risikoen for at få kræft stiger med alderen
  • Kampagnen er finansieret af midler fra Knæk CancerFakta om konkurrencen Red din fars dag
  • Med kampagnen Red Din Fars Dag vil Kræftens Bekæmpelse have danskerne til at støtte pårørende i at kontakte deres læge, hvis de oplever tegn, der kan være symptomer på kræft
  • Målet er at nå mænd over 50 år via deres voksne børn, da mændene lytter til deres børn.
  • Baggrunden er at støtte fra voksne børn kan være afgørende for at fædre reagerer og kommer afsted til lægen
  • Man kan deltage i en konkurrencen om at få vist en personlig Fars Dag-hilsen på en reklameplads nær farens bopæl. Konkurrencen slutter den 23. maj
  • Særlige Fars Dag-kort kan printes eller sendes per e-mail fra reddinfar.dk. fars-dags-kort kan også hentes i go-card standere på cafeer og restauranter rundt omkring i landet.
  • Kampagnen lanceres onsdag d. 16. maj 2019 på blandt andet sociale medier og i pressen

Læs som pdf – (åbner i ny fane)