Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Kræft i urinvejene kan være arvelig

Skrevet af: fra Kræftens bekæmpelse
Dato: 6. august 2017

Ny viden om gener kan give bedre mulighed for individuelle screeninger og forebyggelse af kræft i de øvre urinveje. Det tyder et nyt forskningsresultat på, som blev fremlagt på verdens største internationale kræftkonference ASCO denne sommer.

Et hold kræftforskere fra New York har opdaget, at et uventet højt antal patienter med kræft i de øvre urinveje har mutationer i gener, som ikke tidligere har været kædet sammen med kræft i netop disse organer. Mutationer er genændringer, som medfører øget sygdomsrisiko. Og disse mutationer er arveligt betingede. Det betyder, at også andre i familien vil kunne have arvet mutationen og dermed har en øget risiko for kræft.

Man ved allerede, at kræft i de øvre urinveje, som er nyrebækkenet og urinlederen fra nyren til blæren, kan være arveligt betinget på grund af det såkaldte Lynchsyndrom, som skyldes nedarvede mutationer i et af de gener, som ellers reparerer personers DNA (de såkaldte mismatch repair gener).

Men nu ser det ud til, at der også er andre gener, som kan have afgørende betydning for, om man er arveligt disponeret for at udvikle kræft. Det er især mutationer i de såkaldte BRCA-gener, som man allerede ved, disponerer for blandt andet brystkræft og æggestokkræft. Det forklarer Anne-Marie Gerdes, der er professor og klinikchef på Rigshospitalets Klinisk Genetiske Klinik.

– I undersøgelsen kan vi se, at et højt antal af patienterne med kræft i de øvre urinveje har mutationer i BRCA-generne. Det er nyt. Det betyder, at vi får bedre muligheder for at identificere risikopersoner, siger Anne-Marie Gerdes.

Bedre screening

Undersøgelsen skal efterprøves, før forskerne kan lave en endelig konklusion. Men Anne-Marie Gerdes mener alligevel, at det er et vigtigt fund.

– Hvis resultatet bliver bekræftet i flere undersøgelser, betyder det bedre vurderinger af, hvem der har øget risiko for bestemte typer af kræft og samtidig bedre muligheder for individuel screening. Dermed kan man få endnu bedre muligheder for at forebygge og behandle kræftsygdomme, siger Anne-Marie Gerdes.

Anne-Marie Gerdes påpeger, at undersøgelsen ikke kun giver ny viden om én bestemt type af arvelig kræft, men også om, hvilke arvelige kræftsygdomme som kan være kombineret. Der er nemlig nogle genmutationer, som hænger særligt sammen med flere forskellige kræftsygdomme. Det vil sige, at hvis en patient har én type kræftsygdom, er der andre typer af kræft, som lægen også skal være særlig opmærksom på – både hos den samme patient, men også hos andre medlemmer i familien.

– Hidtil har vi ikke vidst, at kombinationen af kræft i øvre urinveje med for eksempel brystkræft var lige så vigtigt som den mere velkendte kombination af kræft i øvre urinveje med for eksempel tarmkræft. Det er vigtig viden, siger Anne-Marie Gerdes.

Den nye viden kan dels hjælpe patienter, som har denne genmutation til selv at være mere opmærksomme på kombinationer af arvelige kræftsygdomme, og dels kan den give lægerne bedre redskaber til at finde ud af, hvilke patienter der skal have tilbud om genetisk rådgivning og genetisk test for arvelige kræftsygdomme.

Læs mere på https://www.cancer.dk/nyheder/kraeft-i-urinvejene-kan-vaere-arveligt