Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Ultralyd kan forbedre udredning af tarmbetændelse

Dato: 2. november 2016

Patienter med tarmbetændelsen Crohns sygdom kan udredes mere skånsomt og billigere med ultralydsskanninger. Det viser et nyt ph.d.-arbejde fra Aarhus Universitet, Health.
Forskningen er gennemført af læge Rune L. Wilkens fra Regionshospitalet Silkeborg.

Mavesmerter, diarré og blodig afføring kan være dagligdag for patienter  med tarmbetændelsen Crohns sygdom, som op mod 11.000 danskere lider af. Sygdommen kan være svær at diagnosticere korrekt og behandle effektivt.

Crohns sygdom forekommer hyppigt i tyndtarmen – et område, som er svært tilgængeligt med fx kikkertudstyr (koloskop).

Derfor bliver sygdommen nemt fejldiagnosticeret eller opdaget sent. Og selv ved kendt sygdom kan det være en udfordring at vurdere  betændelsens sværhedsgrad.

Ny skånsom undersøgelse
Læge Rune L. Wilkens fra Regionshospitalet Silkeborg introducerer i sin ph.d.-afhandling en ny, hurtig og skånsom metode til at undersøge tarmens grad af betændelse.

Han har undersøgt 50 patienter med aktiv eller kronisk tarmbetændelse. Halvdelen af patienterne gennemgik operation.
Patienterne blev undersøgt med den skånsomme ultralydsmetode sideløbende med MR-skanning. Ultralydsmetoden er sammenlignelig med den, der anvendes til gravide.

Rune L. Wilkens dokumenterer i sit forskningsarbejde resultater, der udfordrer den nugældende strategi for undersøgelse af patienter med Crohns sygdom.

Rune L. Wilkens forsvarede sin Ph.d.-afhandling -“Structural Changes & Relative Perfusion Measurements in Crohn’s Disease” – fredag den 16. september 2016 på Aarhus Universitet.
Kilde: http://www.rm.dk