Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Kost og stomi

Skrevet af: COPA
Dato: 19. januar 2016

Generelle leveregler

For alle – også stomister – gælder, at vi skal spise sundt og varieret. For at holde et godt helbred behøver kroppen daglig næring fra alle de tre energigivende stofgrupper: Kulhydrater, proteiner og fedt. Hertil kommer, at kroppen også dagligt skal have tilført vand, vitaminer, mineraler og sporstoffer. Hvis du hver dag får: kød eller fisk, mejeriprodukter, grøntsager/frugt, mel/brød, sukker, væske og en vitamin-mineraltablet, er du rimelig sikker på, at du har dækket din krops behov.

Det anbefales at maden indeholder:

Mindre end 10% kulhydrat i form af sukker; 45-50% kulhydrat i form af brød, mel, gryn, kartofler, grøntsager, frugt, mælk, mm.; 30-35% fedt, 10-15% protein. Vores behov for væske er mindst 2 liter om dagen (her skal du huske på, at alkohol, øl, kaffe og te er vanddrivende). Det bedste man kan drikke er faktisk rent vand.

Kost ved stomier

Under sygehusopholdet er der taget hensyn til, at tarmen er nyopereret. Du kan f.eks. have fået en kost med få slagger, men allerede ca. 2 uger efter din operation, kan du spise helt som før. Generelt kan man sige, at alle de fødeemner, du kunne tåle før operationen/sygdommen, kan du også tåle efter. Prøv dig frem. Er der noget du ikke tåler, så prøv igen. Måske var det en tilfældighed. Der findes forskellige råd om kost til mennesker med stomi. Lad ikke disse råd være en begrænsning. Drik rigeligt med væske. Gerne mere end 2 liter om dagen. Drik f.eks. saftevand, vand, kærnemælk, lyst øl eller mineralvand. Vær tilbageholdende med mælk. Som alle andre mennesker, kan ileo- og kolostomiopererede få problemer med diarré, forstoppelse og luft (lugt). De fødeemner der gav dig problemer inden operationen vil sandsynligvis stadig volde dig besvær efter stomioperationen. Fordøjelsesproblemer kan sædvanligvis afhjælpes med justering af din kost. Når du har opnået kontrol, kan du gå langsomt tilbage til normal kost.

Luftudvikling

Som stomiopereret er du i starten meget opmærksom på lyde fra stomien, og den midste rumlen i posen vil du opleve som tordenskrald, mens omgivelserne knapt bemærker noget. 70% af luften i tarmen er luft, som vi sluger, når vi taler og tygger. Kun en lille del dannes i tarmsystemet, og der er nedenstående fødeemner særlig luftudviklende.

Fødeemner, der kan give meget luft

Ærter, bønner, kål, broccoli, blomkål, løg, sukker og sukkerholdige drikke, kulsyreholdige drikke, alkohol, radiser, agurker.

Forebyggelse

Nedsat mængde af overnævnte. Spis altid langsomt og med lukket mund. Tal ikke mens du spiser. Spis ikke for meget af gangen.

Modvirker luftudvikling

Tyttebær- og tranebærsaft (fås i helsekostbutikker ), yoghurt og surmælksprodukter.
Lugtudvikling

Fødeemner, der kan give lugt

Æg, skaldyr, asparges, champignon, porre, løg, hvidløg, kål, stærk krydret mad og stærk ost.

Forbyggelse

Nedsat mængde af overnævnte. Tyttebær- og tranebærsaft (fås i helsekostbutikker), spinat, yoghurt, hovedsalat, persille.

Får du problemer, kan du henvende dig på et stomiambulatorium eller en stomiklinik. Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive til lokalformanden i dit område.

Diarré

Diarré kan opstå af flere grunde. Medicin – f.eks. penicillin – misbrug af afføringsmidler, allergi og andre sygedomme, m.v. Hvem kender ikke en rask maveinfektion, hvor årsagen er bakterieangreb. Her skal behandlingen selvfølgelig være rettet mod den sygdomsfremkaldende bakterie. Er årsagen til din diarré derimod, at du har spist for meget af et eller flere fødeemner, der har tendens til at fremprovokere en tynd afføring, kan du let tage dine egne forholdsregler.

Fødeemner, der kan give tynd afføring

Fed kost, pærer, blommer, svesker, kirsebær, konserveret frugt, appelsinjuice, sukker og sødede drikkevarer i større mængde. Cacao, øl og alkohol, rå grøntsager, rå frugt, figner og stærkt krydret mad.

Forebyggelse

Du kan forebygge ved at nedsætte mængden af ovennævnte.

Modvirker diarré

Forsøg med bananer, ris, rå/revne æbler/gulerødder, kartoffelmos, grød, tvebakker og ristet brød. Undgå stegt mad, til problemet er afhjulpet. For at genopbygge tarmens normale balance kan du spise A38, cultura eller yoghurt. Mange tror, at man ved diarré bør mindske væskemængden, men det forholder sig modsat. Man taber megen væske ved diarré og skal derfor drikke mere end sædvanligt. Prøv f.eks. bouillon (indeholder natrium), kirsebærsaft (indeholder kalium), te med sukker og rismelsvælling med lidt salt.

Speciel kost ved stomi

Specielt for urostomier

Urostomiopererede skal være særlig opmærksom på et evt. større væsketab end tidligere. Her er det selvfølgelig vigtigt, at du drikker mere.

Specielt for ileostomier

Det anbefales at indtage mere salt, idet saltbehovet hos ileostomiopererede er øget. Det betyder ikke, at du hæmmingsløst skal tømme saltbøssen, men det betyder, at du f.eks. kan drikke saltholdig mineralvand i stedet for kildevand, spise lidt mere saltede fødevarer osv. Salt hæver blodtrykket, så hvis du har hjerte-/kar-problemer, skal du især være mådeholden med hensyn til dette råd.
Hvis du har unormalt meget tynd/vandig afføring i mere end 1 døgn, skal læge kontaktes

Specielt for kolostomier

Ved diarré kan du med fordel bruge en tømbar pose, til afføringen atter har normal konsistens. Herved forebygger du hudproblemer. Kolostomiopererede der irrigerer kan spise alt som tidligere og har mindre tendens til at danne luft mellem irrigationerne.

Forstoppelse

Fødeemner, der kan give forstoppelse

Mælk, tør ost, chokolade, kokos, nødder, mandler, dadler, rosiner, rødvin, bladselleri, te, asparges, champigon, agurkeskal, tomatskræl, porre, spinat, salatblade, majs og ærter, frugtskræl, hinder (eks. i grapefrugt og appelsin), kerner, ananas, vindruer og popkorn.

Forebyggelse

Tyg maden grundigt, nyd din mad, slap af under måltidet og drik rigelig væske mellem måltiderne. Øg mængden af rå grøntsager og frugter i kosten, så stimuleres peristaltikken. Spis groft brød og klid. I stedet for søde desserter, kan du eksempelvis spise en appelsin eller en grapefrugt (uden hinder). Dyrk motion, da det også er til gavn for peristaltikken. Ileo- og kolostomiopererede skal skære fiberrig kost (champignon, asparges, porre, osv.) småt ud. Så undgår du, at de ufordøjelige trævler samler sig til små “garnnøgler”, der har svært ved at passere stomien.