20.–22. marts 2026 var forældregruppen under COPA på forårstur til Samsø, hvor i alt 9 familier deltog.
Vi ankom til øen i det smukkeste solskinsvejr, og mens forældrene pakkede ud, indtog børnene straks campingpladsens legeplads. Herefter nød vi kaffe og kage udenfor i det gode vejr.
Da alle var faldet på plads, mødtes vi til fællesspisning i centerets fællessal. Efter maden stod den på hygge, gode snakke og fredagsslik. Centerets nye aktivitets- og spillerum blev flittigt brugt af både børn og voksne, hvor der blandt andet blev spillet bordtennis og bordfodbold. Alle familier boede i hver deres lille ferielejlighed med eget bad og toilet, hvilket gav mulighed for at trække sig tilbage, når der var behov for en pause.
Lørdag morgen startede vi med fælles morgenmad, og kl. 10.30 gik turen mod Falkecenter Samsø, hvor vi skulle på falkonerskole. Her blev vi oplært i at tilberede mad til rovfugle, og de, der havde lyst, fik lov til at hjælpe med klargøringen. Samtidig fik vi undervisning om rovfugle og lærte, hvordan man håndterer både store og små fugle.
Efter undervisningen fik alle mulighed for at prøve at have en rovfugl på handsken – både en ugle og en falk. Derefter var det tid til flyvning, hvor vi fløj med både ugle og falk, og de børn der turde fik lov at lægge sig under fuglene mens de fløj, dette var en vild oplevelse. Senere, på en større græsmark, blev vi introduceret til en stor og flot Harris-høg ved navn “Harrison”. Her fik alle lov til at flyve med høgen i Falkecenterets skønne naturomgivelser. Til slut fik alle, som havde lyst, lov til at holde den store flotte havørn Alaska og uglen Tykke Betty. Oplevelsen var fascinerende for alle, og der skal lyde en stor tak til Falkecenter Samsø for en helt særlig oplevelse.
Efter lørdagens fællesaktivitet var de fleste trætte, og resten af eftermiddagen stod derfor på afslapning og hygge. Der blev hoppet på hoppepude, spillet minigolf og leget på legepladsen. Børnene – både store og små – legede alle sammen, hvilket gav de voksne tid til at sparre og tale sammen.
Om aftenen lavede vi fælles aftensmad, og efterfølgende blev tiden frem til sengetid brugt i blandet andet aktivitetsrummet og der blev spillet “Varulv”, som er et underholdende spil for både børn og voksne – og som efterhånden er blevet en tradition på denne tur.
Gamborg Bryggeri havde været så venlige at donere specialøl til turen, så de voksne, der havde lyst, kunne deltage i en ølsmagning. Det var en spændende smagsoplevelse og vi siger mange tak.
Søndag morgen spiste vi fælles morgenmad, pakkede sammen og sagde farvel – og på gensyn – efter en dejlig og begivenhedsrig weekend. Vi var alle meget begejstrede for stedet og blev hurtigt enige om, at det helt sikkert er et sted, vi gerne vil besøge igen.
