Familieweekend til Hotel Milling i Middelfart
Dato: 18. oktober 2026
Familieweekend til Hotel Milling i Middelfart
Dato: 12. oktober 2026
Skrevet af: Isabella Petterson
Familieweekenden 2026
9.-11. oktober 2026 var 14 familier, både nye og gamle, afsted på forældergruppens efterårstur til Middelfart.
Vi ankom til hotellet fredag eftermiddag i den fineste efterårssol. Fredag eftermiddag stod den både på kaffe, kage, softice og mange glædelige gensyn. Da de fleste havde fået pakket ud på værelserne, kunne vi sætte os til bords i restauranten, hvor buffeten bød på dejlig mad for både små og store.
Inden putning af trætte børn, stod den på velkomst og præsentation af familierne og gode snakke og sparring imellem forældrene.
Lørdag stod vi op til lækker morgenmadsbuffet, hvorefter der var et fagligt indhold, for de voksne, ved Sofie fra Tidens Psykologer, hvor vi kunne blive klogere på, hvilke traumer børn og voksne kan få når de er igennem lange sygdomsforløb, samt herunder hvad man skal være opmærksom på og hvad der kan gøres for at støtte børnene bedst muligt. Det var utrolig spændende og lærerigt. Mens de voksne var til foredrag, brugte en del af de store børn et par timer i en sportshal, hvor der blev givet den gas med 2 af børnepasserne, og de resterende børn brugte tid i krea- og legerummet med de resterende 3 børnepassere.
Efter en let frokost og lidt fritid, stod en dyrepasser fra Vissenbjerg Terrarie klar til at fortælle og vise 3 krybdyr frem, dette var spændende og alle der havde lyst både store og små, fik lov til at røre ved en Afrikansk kæmpe snegl, en landskildpadde samt en kongepython, det var en spændende, fed og anderledes oplevelse.
Lørdag aften blev der afholdt festmiddag bl.a. for at takke de søde børnepassere, der alle forstår, hvordan det kan være at leve med en “drillemave”, stomi ol.. Efter aftensmaden stod den på et Magisk Show med Mikkel Karlsen, primært for de voksne og store børn. Det var en fantastisk og grænseoverskridende oplevelse. Efterfølgende blev der hygget med fantastisk sparring mellem familier, børn og børnepasserne, samt en masse leg og PlayStation spil.
Søndag ventede endnu en morgenbuffet, hvorefter det var tid til at tjekke ud fra værelserne, og afholde forældergruppens generalforsamling. Weekenden blev sluttet af med en frokost, og så var alle klar til at forlade hotellet med fyldte maver, hoveder og hjerter, men forhåbentlig også lettere skuldre. At have kronisk syge børn, kræver noget helt særligt, som mange har svært ved helt at sætte sig ind i, men i COPAs forældregruppe er der en uudtalt forståelse for de mange svære situationer, som forældre til kronisk syge børn, dagligt bliver sat i. Ikke mindst nyder ungerne stor glæde af at kunne spejle sig i og sparre med hinanden, og vide de langt fra er de eneste som står i deres situation, om det er uheld, stomi, ar på maven eller andre ting.
Skrevet af Isabella Petterson, mor til Ellanor 10 år.


