Dejlig tur
Dato: 1. november 2016
Sensommerturen til Rømø, den 7.september, var en dejlig tur i overskyet, men varmt vejr. Da vi ankom til Rømø, stod Rigmor Pedersen (hun er en fantastisk fortæller) klar til at guide os en tur rundt på øen. Vi startede med at besøge Tønnisgård, en kommandørgård i Toftum, der hører under Nationalmuseet.
Her fik vi bl.a. et levende indblik i hvalfangeren Anders List’ liv. Herefter kørte vi til Juvredæmningen, her kunne vi se strandeng, så langt øjet rakte, men intet vand. Området benyttes til bombeøvelser fra fly fra Skrydstrup.
I Rømø Kirkeby var vi inde at se øens eneste kirke, Sct. Klemens, der er et imponerende bygningsværk (de 4 kirkeskibe er bygget til af flere gange), og ikke alle bænke indbyder til længere tids ophold. Selve kirkegården var et smukt syn med utroligt mange blomster og stenkanter omkring gravstederne. Her var velbevarede sten over kommandører og hvalfangere og et afsnit med faldne engelske og tyske soldater, alt smukt arrangeret og vedligeholdt.
Herefter var det tid til en velsmagende middag, bestående af flæskesteg og hjemmelavet is m/friske frugter, serveret på restaurant Kommandørgården. Alle var nu mætte – af god mad – og mange indtryk, så vi besteg bussen og vente snuden hjemad igen.