En god svømmeaften
Dato: 20. januar 2019
Tirsdag d. 27. november nød vi en dejlig svømmeaften. Og atter deltog et nyt ansigt. Selv om vores skønne solfyldte sommer er et afsluttet kapitel, betyder det jo ikke at badetøjet skal pakkes væk. Der er de hardcore vinterbadere ja, men en tur i svømmehallen kan klare det for de fleste af os og derfor har vi her i Aarhus lokalafdeling COPA igen luftet badetøjet og pudset svømmebrillerne. Klar til at vise posen trygt sammen med rådgivere.
Vi kunne denne gang ikke benytte badeanstalten ”Spanien” i Aarhus midtby pga. renovering, derfor gik turen til Hinnerup svømmebad, hvor vi nød en fantastisk aften. Stedet er ikke helt så stort som ”Spanien”, men der findes til gengæld et meget større og dybere varmtvandsbassin, og vi var heldige at der var rigtig god plads i det store bassin, så vi rigtig kunne nyde en dejlig ”rørende” svømmetur. Dampbadet blev også benyttet. Vi var kun 6 deltagere denne gang (hvilket er uforståeligt, da vi tilbyder samkørsel).
Alligevel var alderen bred, lige fra teenager til moden pensionist. En helt igennem dejlig aften som vi afsluttede på pizzeria / restaurant La Luna i Hinnerup hvor vi spiste en fortræffelig middag, i hyggeligt samvær med ligestillede, hvor mangt og meget blev drøftet – hvilket også er formålet. Vi tilbyder svømning med rådgivere 2 gange årligt, forår og efterår, så hold øje med Copabladet hvor vores næste svømmeaften vil blive annonceret.
Alle medlemmer og støttemedlemmer er velkommen, dog har 1. gangs badere og nyopererede 1. prioritet.