Et af de bedste arrangementer der er oplevet i lokalforeningen
Dato: 17. november 2019
Bussen fra Hanstholm busser kørte i adstadigt tempo ned gennem hele det gamle Viborg Amt – fra Thisted i nord kl. 9:30 til ankomst i Silkeborg kl. Ca. 12:00-12:30.
Med på turen var mellem 20 og 30 glade medlemmer af lokalforeningen COPA Gl. Viborg Amt. Sidste stop inden Silkeborg var Kjellerup, hvor vi samlede vores tidligere formand Knud Fauerby og hans kone op.
Vejret var virkelig med os. Da vi ankom til Silkeborg, var det til høj sol og glitrende bølger på vandet.
Vi skulle sejle med Ternen, der er en af de mindste turbåde på Silkeborgsøerne. Turen skulle gå til Ry, hvor bussen så stod og ventede i havnen.
Da skibet var klar, med kaptajn/styrmand og 2. kaptajn/styrmand – en køn ung dame – lagde vi fra land.
Og nu var det tid til det store frokostindtag.
Til hver var der en kæmpe-platte, og jeg tror mange havde problemer med at komme igennem alle retterne. Jeg så i hvert fald flere medlemmer, der fandt doggy-baggen frem, og listede Ribenssteg
og frikadeller og andre godbidder ned til det firbenede familiemedlem derhjemme.
Det var rigtig godt i disse genbrugstider, at ikke for meget gik til spilde.
Vores unge kønne 2. styrmand piskede rundt mellem bordene for at betjene os med drikkevarer. Hun var lige ved at blive stresset, for ind imellem skulle hun jo også fortælle historier og anekdoter om folk og landskabet, som vi sejlede forbi. Og hun skulle jo også ind imellem afløse skipper ved rattet.
Som sagt var vejret enestående. Rigtig mange af medlemmerne trak ud på dækket efter den overdådige frokost, og nød kaffen og andre drikkevarer i solskinnet. En enkelt eller to smøger i den friske luft blev det vist også til.
Og ellers var det bare med at nyde den formidable udsigt. Undertegnede følte sig på et tidspunkt lidt nervøs – hvor var Himmelbjerget blevet af?? Og endelig dukkede det op – og så var alt jo godt igen.
Efter godt to timers sejlads ankom vi som sagt til Ry. Og måtte så kravle op ad en stejl trappe, for at komme op til den ventende bus.
For mit eget vedkommende, og jeg tror jeg taler på de flestes vegne – det var et af de bedre sommerarrangementer vi har oplevet i foreningen. Stor tak til vores kasserer Povl Jørgensen for
at have arrangeret så godt for os.
Hvad mon han finder på næste år!