Rådgivning Svendborg sygehus

Rådgivning Svendborg sygehus

Onsdag d. 5. december 2012 skrev vi historie på Svendborg Sygehus, da vi for første gang tilbød rådgivning til stomiopererede på afd. K2. Efter et længerevarende tilløb, et godt benarbejde fra stomiambulatoriet og med 2 uddannede rådgivere er det nu lykkedes at få etableret en fast ordning, så man hver onsdag kan træffe en rådgiver på sygehuset. Hvor mange vi træffer og hvor og hvordan samtalerne forløber vil vise sig, men vi 2 rådgivere er fast besluttet på at give det en fair chance.

Ting tager tid, nye tilbud skal opdages og formidles og nye rutiner skal indarbejdes, men vi er optimistiske og indstillede på, at det kan være en lidt tung og sej start. Vi er kun 2, så vi håber på, at andre har lyst til at tage rådgiverkurserne og være med i teamet. Vi dækker heller ikke hele spektret – vi har kun erfaring med ileostomi og kolostomi – så der er plads til mange flere.

De bedste hilsener Charlotte Devantier og Tove Woldby