Copa

  STOMIFORENINGEN...


copa

 

Stomiopereret 20-årig: Mit liv har stor kvalitet

Skrevet af: fremtidenssundhed.dk
Dato: 19. oktober 2017

STOMI Som 20-årig gennemgik Nicolaj Brusendal en stomi-operation, ”men det har ikke ændret min tilværelse at leve med en pose på maven.” Han taler altid åbent og humoristisk om sin situation, hvilket kun har affødt positive reaktioner fra omgivelserne.

Det var en stor hjælp for mig, at jeg altid har været meget åben og social, siger Nicolaj Brusendal.
 ”Da lægen sagde, at jeg skulle have lagt en stomi, blev alt helt sort for mig. Tårerne løb, og jeg havde ikke lyst til at være nogle steder. I min bevidsthed var mit liv totalt ødelagt. Det kunne aldrig blive det samme mere.” Som 14-årig får Nicolaj Brusendal diagnosen Colitis Ulcerosa, hvilket betyder kronisk betændelse i tyktarmen. Han bliver korrekt medicineret og mærker ikke noget til sin sygdom de næste seks år. Men i vinteren 2013, hvor han netop er begyndt som guide på Gran Canaria, opstår der alvorlig ballade med tarmen. Han skal hyppigere på toilettet, og der er blod i hans afføring. Desuden døjer han med voldsomme smerter. Det ender med at han må afbryde sit ophold i det sydlige og bliver i stedet fløjet til København og kørt direkte til Herlev Hospital. Efter et par dage konkluderer lægerne, at han skal stomi-opereres.

Åbenhed og humor bryder tabuet

”Da jeg første gang selv skulle skifte posen og så min tarm stikke ud af kroppen, virkede det fuldstændig surrealistisk. Jeg var tæt på at besvime. Men forholdsvist hurtigt kom jeg frem til, at jeg ville være guide igen. Jeg ville have mit gamle liv tilbage. Åbenhed omkring sin stomi kombineret med en god portion humor har givet nu 24-årige Nicolaj Brusendal et væld af succesoplevelser.

Jeg laver det samme som alle andre. Der er ingen begrænsninger – blot den lille forskel, at jeg har en pose på maven og undlader at gå på toilettet, når jeg skal lave pølser.

”De første to måneder efter operationen var barske. Jeg var i hård genoptræning, men jeg kom derefter tilbage til jobbet som guide blandt mine venner. Det var en stor hjælp for mig, at jeg altid har været meget åben og social. Det faldt mig ganske naturligt at tale om min stomi og om afføring. Og undervejs er der kommet mange sjove historier ud af min stomi. Folk syntes jeg var cool og det har styrket mig. Jeg blev meget mere sikker på mig selv – mine omgivelser var med til at give mig selvtillid. Jeg fandt ud af, at jeg med lethed kunne være den samme Nicolaj som inden operationen. Jeg kunne genkende mig selv.”

Jeg kan det samme som alle andre

Nicolaj Brusendal beskriver sit liv i dag som dejligt og helt normalt. ”Jeg laver det samme som alle andre. Der er ingen begrænsninger – blot den lille forskel, at jeg har en pose på maven og undlader at gå på toilettet, når jeg skal lave pølser. Det er ikke så vanskeligt. Mit liv har stor kvalitet. Jeg læser til serviceøkonom, rejser, træner, laver sund mad, har en kæreste, venner og en dejlig familie, som altid har støttet mig. Hvis nogle kunne finde på at være så hjerteløse at kalde min stomi for ulækker, vil deres ord ikke ramme mig. Uden stomien ville jeg ikke leve i dag.”

 

FORDOMME

Mange er fyldt med forudindtagede holdninger, når det drejer sig om hvad et menneske må opgive efter en stomioperation. Nicolaj Brusendal vil godt punktere nogle af de mest hårdnakkede:

*Du kan ikke finde en kæreste:

”Jeg har formået at vende min stomi til en styrke ved ikke at se den som en belastning, men som noget positivt. Den var nødvendig, og den har givet mig et liv.  En sådan holdning smitter af på en potentiel kæreste.”

*Du kan ikke have sex:

”Jo, du kan. Fuldstændig som alle andre mennesker. Er du åben omkring din stomi, spiller den ingen rolle. Jeg har købt et bælte, som gør, at posen sidder fast på min krop. Der er ikke noget problem.”

*Du kan ikke bade:

”Du kan trygt kaste dig i bølgerne. Jeg tager nogle gange et stomibælte på mit stomi kliksystem, hvis jeg skal lege lidt vildt i vandet.  Desuden har jeg købt et par løbetights, som jeg trækker over posen, når jeg f.eks. skal i badeland. På den måde føler jeg mig altid sikker.”

*Du må undvære megen forskellig mad:

”Jeg har hørt om begrænsninger lige efter en operation. Men jo længere tid du har levet med din stomi, desto bedre bliver din tarm. I dag spiser jeg så at sige alt.”

*Du skal lide under andre menneskers tanker og fordomme:

”Vi kan ikke styre, hvad folk tænker, men vi kan påvirke dem og deres tankegang. Jeg spekulerer aldrig over, hvad andre tænker. Kig folk i øjnene, smil og giv dem et nik. Det virker.”

FRA: fremtidenssundhed.dk